Vi har fået Emma fra Studio Onyva til at komme med sine bedste tips til bydelen Vesterbro i København. Følg med herunder, hvis du vil have gode insidertips til hvor du skal bo, spise, drikke drinks og shoppe!
Emma Sylvest Krab-Johansen (Instagram: @emmakrab), har boet på Vesterbro de seneste 5 år. Det er også herfra hun driver sit tøjbrand Studio Onyva, som hun ejer sammen med sin veninde Matilde. Samtidig læser Emma Brand Design på Københavns Erhversakademi.
Find tøj fra Studio Onyva hos Palette26 her.



Hvor skal man bo, når man besøger Vesterbro i København?
Det ultimative drømmehotel i København må være Hotel Central på Tullinsgade. Hotellet har kun et enkelt værelse, og den hyggeligste café i stueetagen. Det er også den perfekte placering at bo på, for man er tæt på hele byen, og der er fyldt med god morgenmad lige i nærheden.
Hvor skal man spise i området?
Min favoritrestaurant på Vesterbro, København er Osteria Pesce på Sønder Boulevard (Se billeder ovenover). Det er italiensk antipasti, kun på fisk og grønt, og desserterne er altid værd at bestille!
Pho Hanoi ved Vesterport har det bedste vietnamesiske mad og Bento på Helgolandsgade har den bedste japanske kartoffelsalat og Teriyakilaks i deres Bento-bokse (se billede herunder).Helges Ost på Værnedamsvej laver de bedste sandwiches med mortadella og cornichoner, og de har også bare virkelig mange gode ting, man kan købe med hjem, hvis man selv vil lave en osteplatte derhjemme.


Hvor skal man tage i byen?
Om sommeren tager jeg på Riga på Dannebrogsgade og drikker Paloma cocktails udenfor og om efteråret synes jeg, at Lidkoeb er skønt. Deres Martini’er er virkelig gode. H15 laver altid en god Negroni og min nye favorit vinbar er Vogelkop. Det er et lillebitte sted, men omgivelserne er smukke og vinen er god.

Hvor skal man shoppe?
Jeg anbefaler at gå en tur ned af Oehlenschlægersgade. Der er åbnet virkelig mange fine, små butikker i området. Mr. Larkin er den bedste tøjbutik, hvis man er på jagt efter farver og god kvalitet, og Fillo Boutique har de fineste undertøjsbrands – specielt Yasmin Eslami laver komfort i de smukkeste farver.


Hvordan kommer man rundt i byen/området?
På gåben eller cykel! (Tip: Lej for eksempel en cykel for en dag)
Har du andre lokale tips?
Hver onsdag er der Berlinere (se billede herunder) i Bageriet Brød ved Enghave Plads, og den med saltkaramel er virkelig den bedste kage, hvis man er i smovse-humør!

Vi håber, du kunne bruge denne guide til Vesterbro i København! Stay tuned for flere guides til byer og områder i hele verden, når vi inviterer flere af vores samarbejdspartnere til at guide dig <3
Palette26 xxx